9. september 2010

Skyd ikke på mig – de andre er meget værre!

Foto: Venstre.dk

Finansminister Claus Hjort Frederiksens fremlæggelse af regeringens finanslovsforslag 2010 den 24. august var præget af rutine og polemik mod S-SF, frem for vision og tro på egne løsninger.
Af Nanna Vestgård Sørensen, rådgivende retoriker

Finanslovsfremlæggelser er meget sjældent et tilløbsstykke for andet end stavnsbundne journalister, der skal forsøge at udtrække det vigtigste fra en kolos af tal og abstraktioner. Selvom det ville være skræmmende, hvis en finansminister var bedre til at tale end til at regne, er det alligevel interessant at se på, hvordan Claus Hjort valgte at løse den retoriske udfordring, en finanslovsfremlæggelse trods alt er. Dette var især interessant i lyset af, at det meste af forslagets indhold i år var kendt stof, der allerede var fremlagt som en del af forårets Genopretningsplan.

Claus Hjort Frederiksens fremlæggelse faldt overordnet i tre dele, som jeg vil kommentere her.

1: Af med jakken, men på med manuskriptet
Når man på forhånd ved, hvad en taler vil sige, forstærkes fokus på talerens kropssprog og stemmeføring: Som tilhørere begynder vi at lede efter stemninger bag ved prognoserne, og endvidere hvorvidt det kendte indhold fremføres med overskud eller underskud.

Da Claus Hjort sidste år fremlagde regeringens finanslov, var det mest omtalte ikke statens underskud, men derimod hans store svedskjolder og behovet for undervejs at tage jakken af. Dette kom til unødigt at understrege den dårlige økonomiske situation, fordi finansministeren fysisk kom til et eksemplificere manglende kontrol og usikkerhed.

Som taler skal man altid være meget opmærksom på, om man fysisk og stemmemæssigt kommer til at forstærke eller måske endda modsige sit kernebudskab, da publikum typisk husker ansigtsudtryk og kropssprog langt længere end ord og formuleringer.

I år kom finansministeren problemet i forkøbet og talte i skjorte uden svedskjolder, men han var stadig stærkt bundet til sit manuskript. Det bevirkede, at han fik en meget monoton melodik, og gav publikum fornemmelsen af at være til oplæsning frem for fremlæggelse. At læse op fra et manuskript uden at formidle sin tekst kan aldrig anbefales, da det giver indtryk af, at man ikke har nået at forberede sig tilstrækkeligt. Finansministeren har muligvis valgt at holde sig til manuskriptet for at være sikker på at få sagt alt præcist og korrekt, men resultatet er klart: Man får et indtryk af en tør embedsmand; frem for en minister, en leder, der træder i karakter og kan levere sit stof.

2: De andres plan var mere interessant – også for Claus Hjort selv
Når man vælger at kommentere eller kritisere en modpart som en del af sit eget oplæg, skal man være opmærksom på, at det ikke kommer til at virke, som om man bare ‘giver aben videre’. Her er det afgørende, at man giver sine egne argumenter og forslag lige så megen gennemslagskraft som eventuelle modargumenter og kritik af andre. Denne fælde spadserede Claus Hjort i, da han valgte at bruge tid under sin fremlæggelse på at kritisere S-SF’s plan Fair Løsning. Lige så monoton og tør hans fremlæggelse af eget forslag var, lige så levende, manuskript-fri og slagkraftig var hans kritik af venstrefløjens forslag.

Det gav et indtryk af, at Claus Hjort selv fandt S-SF’s plan langt mere interessant og  truende end han fandt sit eget forslag gennemarbejdet og stærkt. Hans angreb kom derfor til at virke som et forsvar og dermed et tegn på underskud – hvis man hellere vil pege af de andre end pege på sig selv, er der som oftest noget galt med tilliden til egne idéer.

3: “NYE tider med en NY finansminister”
Når man markerer sit standpunkt klart og kontant, virker det som oftest positivt og opfattes som et tegn på overskud. Men når man råber oppe fra et træ, man er blevet trængt op i, får en kontant markering straks et mere desperat udtryk. Under spørgsmålsrunden virkede Claus Hjort flere gange bidsk og arrig, når journalisterne problematiserede regeringens plan om den sagnomspundne nulvækst i kommunerne. Kulminationen på denne trængthed kom, da Claus Hjort bed en journalist af med det argument, at det nu var “NYE tider med en NY finansminister.” Tonen svarer til den, der flyver ud af forældres mund, når argumenterne er sluppet op, og der tordnes: “Fordi jeg siger det!” Så ved både barn og voksen, hvem der har vundet slaget.

Alt i alt bevægede fremlæggelsen sig altså fra tørt embedsmandsværk til slagkraftig polemik over i arrigt forsvar, og efterlod et indtryk af en finansminister, der ikke havde brugt tilstrækkelig energi på at kunne formidle egne visioner og ikke troede fuldt og fast på egne målsætninger. Ved åbningstalen d. 5. oktober bliver det interessant at se, om Lars Løkke modsat sin finansminister formår at løfte regeringens politik ind i en retorisk ramme, der signalerer fremsyn, karakter og overskud, frem for rutine, polemik og underskud.

Du vil måske også kunne lide

Der blev ikke fundet nogle artikler.