Få en personlig skrivetræner
Der findes to typer af mennesker:
- Dem, der begynder til fitness og prøver sig lidt frem. For disse mennesker slutter træningseventyret desværre ofte brat på grund af en skulderskade eller akut motivationstab.
- Dem, der hyrer en personlig træner til at lægge deres træningsplan og lære dem de rigtige teknikker fra begyndelsen. Af åbenlyse årsager har disse mennesker langt bedre chancer for at få succes med deres træning end den første gruppe.
Du har sikkert allerede luret, hvor vi vil hen med dét eksempel: Når det handler om at skrive, tilhører alt for mange af os nemlig den første type af mennesker, der prøver sig frem og håber på det bedste.
Problemet med dét er, at vi i løbet af vores arbejdsliv indøver en masse uhensigtsmæssige skrivevaner, som gør skriveprocessen mere besværlig og anstrengende, end den burde være.
Måske kan du genkende følelsen af at bruge timevis på at skrive og rette i en tekst, som du alligevel ikke er tilfreds med?
I så fald kan det godt betale sig at få professionel hjælp til at rydde ud i dine uhensigtsmæssige vaner og finpudse din skriveteknik, så du i fremtiden får lettere ved at skrive tekster, du er stolt af.
Skrivetræningen hjælper dig med andre ord med at strømline din skriveproces.
Det betyder i sidste ende højere arbejdsglæde. Og færre panderynker.
Er skrivetræning noget for dig?
Skrivetræningen henvender sig til kommunikations- og fagfolk, der skriver som en del af deres arbejde og har ambitioner om at blive bedre til det.
Hvordan skrivetræningen ser ud, kommer helt på an på, hvad du gerne vil opnå med træningsforløbet.
- Hvis du for eksempel døjer med daglige skriveblokeringer og generelt mangler motivation for at skrive, vil træningsforløbet handle om at identificere dine mentale bremseklodser og give dig konkrete øvelser og teknikker til at bryde ud af dem.
- Hvis du derimod oplever, at dine tekster mangler pondus og ikke virker efter hensigten, vil skrivetræningen snarere handle om at træne dine tekniske skrivefærdigheder og introducere dig for nye værktøjer til at skrive klart og overbevisende.
- Det kan også være, at du drømmer om at udvikle din stemme som skribent og få ny inspiration til at skrive. I så fald vil skrivetræningen tage mere form som en slags skriftlig ”stemmetræning”, der hjælper dig med at udvikle din personlige skrivestil og realisere dit kreative potentiale.
Uanset hvad dine individuelle drømme og målsætninger måtte være, er grundingredienserne i skrivetræningen de samme:
- Kyndig og konstruktiv sparring på dine egne tekster
- Konkrete skriveværktøjer, som du kan tage i brug med det samme
- Sjove og lærerige skriveøvelser, der giver resultater på stedet
Rhetors skrivetræning bygger på den samme metode, som allerede har hjulpet over 10.000 kunder på vores kurser og mundtlige træningsforløb. Derfor tør vi også godt love, at du allerede tidligt i skrivetræningen mærker resultaterne af dine anstrengelser!
“Hans Lind formåede på tre træningssessioner at identificere centrale udviklingsmuligheder i mit skriftsprog og har givet mig nye pejlemærker i mit videre arbejde med tekster til forskellige formål.
Gennem en vekselvirkning mellem øvelser og feedback på mine tekster, fik jeg nye perspektiver på tilgange til arbejdet med at skrive. Særligt øvelserne var vildt sjove og udfordrende. Kan klart anbefales.”
Anders Emil Rasmussen, Antropolog,
Museumsinspektør på Moesgaard Museum
Et antikt træningsprogram til moderne skribenter
Rhetors skrivetræning er en opdateret version af det retoriske træningsprogram, som i antikken gik under betegnelsen ”progymnasmata”.
Progymnasmata betyder ”for-øvelser”, og princippet bag programmet er, at man gennemgår en serie af retoriske stiløvelser i stigende sværhedsgrad. Mere end 2000 års anvendelse har vist, at progymnasmata-programmet er noget nær ”bedst i test”, når det kommer til at give sine skrivefærdigheder et løft.
Vi har opdateret antikkens retoriske skriveprogram, så det stemmer overens med moderne skribenters behov og arbejdsformer. Skrivetræningen inddrager derfor også elementer fra bl.a. skrivepædagogik, kreativ skrivning og adfærdsdesign.
Antikkens praksis for at træne retorik er forbilledet for den øvelsesbaserede læringsmetode, der kendetegner alle Rhetors kurser og forløb – og som hjælper vores kunder til at gå ud ad døren som bedre kommunikatører, end da de kom ind.
Hvis du tilmelder dig et forløb i skrivetræning, skal du derfor være forberedt på at få (j)ord under neglene. Skrivetips er fine, men i sidste ende bliver du kun bedre til at skrive ved at, ja, skrive.
Ved du i øvrigt, hvem der også opøvede sine skriveevner ved hjælp af antikkens progymnasmata?
Shakespeare.
Vi tør selvfølgelig ikke love, at skrivetræningen kan gøre dig til den nye Shakespeare… Men mindre kan vel også gøre det?
Sådan ser et træningsforløb ud
Skrivetræningen begynder med en screening eller kortlægning af dine styrker og svagheder som skribent.
Med udgangspunkt i resultaterne fra screeningen tilrettelægger vi sammen et skriftligt træningsforløb, der leder henimod dine mål.
Alt efter relevansen og dine ønsker kan følgende moduler indgå i forløbet (bemærk, at modulerne er grupperet i temaer, men sagtens kan blandes):
Hvert modul tager udgangspunkt i sparring på egne tekster og et teoretisk framework, som udmønter sig i en række praktiske skriveøvelser. Skriveøvelserne bygger ovenpå hinanden og er designet til at give resultater på stedet.
Du vil derfor gå fra hver træningssession med nye skrivefærdigheder og en håndfuld konkrete værktøjer, som du kan tage i brug med det samme.
Pakker og priser
Letvægt
Letvægtspakken er for dig, der bare vil snuse til konceptet eller få afdækket dine styrker og svagheder som skribent, inden du eventuelt binder dig til et længere forløb.
• Screening og opstartssamtale
• 1 individuel træningssession à 1,5 timers varighed, inkl. feedback på 1-2 tekster
Samlet pris 8.000 kr. ex. moms
Mellemvægt
Mellemvægtspakken er ideel for dig, der drømmer om at blive en mere selvsikker og stilsikker skribent. Her kan vi nå omkring flere aspekter af din skriveproces og gå i dybden med dine skrivetekniske færdigheder. Forud for hver træningssession kan du sende 1-2 tekster, som du modtager feedback på.
• Screening og opstartssamtale
• 3 individuelle træningssessioner à 1,5 timers varighed, inkl. feedback på 1-2 tekster per session
Samlet pris 15.000 kr. ex. moms
Sværvægt (”Skriveuddannelsen”)
Det her er pakken, hvis du gerne vil være en skriftlig ”sværvægter”, der sætter tonen indenfor dit felt. Læringsudbyttet i denne pakke er større, fordi du gennem skrivekurser og individuel træning kommer hele vejen rundt om skriveprocessen – og desuden har en opfølgningssamtale nogle måneder efter forløbets egentlige afslutning. Du får også et karrierefremmende diplom, der viser, at du har gennemført en efteruddannelse i skriftlig formidling.
• Screening og opstartssamtale
• 2 skrivekurser (’Skriv til læseren’ og ’Skriv kreativt’)
• 3 individuelle træningssessioner à 1,5 timers varighed, inkl. feedback på 1-2 tekster per session
• Opfølgningssamtale
• Diplom
Samlet pris 24.600 kr.
Rabat -2.600 kr.
I alt 22.000 kr. ex moms
Hvis du er i tvivl om, hvilken pakke der passer bedst til dine behov, skal du ikke holde dig tilbage. Kontakt os endelig for en uforpligtende snak om dine muligheder.
Mød din skrivetræner
Med sit nedsatte syn og sin rettere spinkle statur ville Hans passe dårligt ind i rollen som fitnesstræner.
Til gengæld kommer Hans’ nærsynethed ham virkelig til gode, når han som skrivetræner går tekster efter i sømmene og vender hvert et komma. Han sætter en ære i at give konkret og (k)ærlig feedback – og selvom han ikke lægger fingre imellem, er han aldrig bleg for at give et skulderklap med på vejen.
Hans har en ph.d. i kreativ skrivning og 7 års erfaring med at undervise og rådgive i skrivning. Han har dedikeret sit arbejdsliv til at bekæmpe skrivesygdommen ”jargonitis”, som rammer uforvarende fagfolk og gør deres skriftsprog kompliceret og knudret.
“Hele Samvirkes redaktion havde et par kreative og legende timer med Hans. Kort teoretisk oplæg fyldt med billeder, så ikke bare ordmenneskerne var fanget. Derefter dejligt mange øvelser i højt tempo. Vi skrev og skrev – og alle fik hul ind til nye kreative kanaler. Kreativiteten bor derinde, og Hans fik lokket den ud med sine underholdende øvelser. Vi blev klogere, mere modige og fik redskaber med hjem.”
Pia Thorsen Jacobsen, redaktionschef i Samvirke
Kom i gang med at skrive med selvtillid
Er du parat til at vinke farvel til din indre kritiker og begynde at skrive med større selvtillid og gennemslagskraft?
Så tøv ikke med at kontakte os.
Kort tid efter din henvendelse vil du blive kontaktet af en medarbejder, som kan svare på alle dine spørgsmål og guide dig igennem det videre forløb.
Du skal heller ikke holde tilbage for at tage kontakt, hvis du stadig er i overvejelsesfasen og har spørgsmål. Det er helt uforpligtende.
Mangler din chef at blive overbevist?
Så får du en række argumenter her, som du kan bruge til at overbevise din chef om, at din skriftlige opkvalificering skaber værdi for virksomheden:
- Forbedret kommunikationsevne: ”Et skrivetræningsforløb vil styrke min evne til at udtrykke mig klart og præcist på skrift, hvilket vil gøre mig mere effektiv i min kommunikation med kollegaer, kunder/borgere og samarbejdspartnere.”
- Bedre udnyttelse af tid og ressourcer: ”Ved at træne mine skrivefærdigheder vil jeg være mere effektiv i mine opgaver og minimere behovet for redigering og korrektur. Dette vil spare virksomheden tid og ressourcer i længden.”
- Bedre rapporter og dokumentation: ”Gennem skrivetræning vil jeg kunne forbedre kvaliteten af vores rapporter og dokumentation. Dette vil bidrage til at sikre nøjagtighed og tydelighed i vores interne og eksterne kommunikation.”
- Forbedret samarbejde: ”Skrivetræningen vil styrke mit samarbejde med mine kollegaer, da jeg vil blive i stand til at udtrykke mine idéer og feedback på en klar og konstruktiv måde. Dette vil bidrage til en mere effektiv og harmonisk arbejdskultur.”
- Personlig udvikling og trivsel: ”Gennem skrivetræningen vil jeg få mulighed for at udvikle mig personligt, hvilket vil øge min motivation og mit engagement i arbejdet. Jeg vil blive mere tilfreds og motiveret som medarbejder, hvilket vil gavne hele virksomheden.”
- Styrket image: ”Ved at investere i min skrivetræning vil jeg være i stand til at levere tekster af høj kvalitet, der styrker vores virksomheds image. (Der er i det hele taget utrolig mange fordele for vores virksomhed ved, at jeg tager et forløb i skrivetræning. Måske vi skulle sende flere medarbejdere afsted på samme forløb?)”
Holdtræning for virksomheder
Er I på udkig efter en pakkeløsning, hvor flere af jeres medarbejdere kan træne deres skrivefærdigheder gennem skrivekurser og skrivetræning?
Kontakt os gerne for en uforpligtende drøftelse af mulighederne.