19. august 2010

Svensk avis: Taleskrivere marcherer frem i rampelyset

29 årige Jon Favreau er taleskriver og manden bag formuleringen “Yes We Can”. Hans nære samarbejde med Barack Obama har været med til at gøre ham til en veritabel stjerne i USA

I mange år har det ellers været en almindeligt kendt hemmelighed, at mange politikere får hjælp til at skrive deres taler. Taleskriveren selv har almindeligvis arbejdet i kulissen, i behørig afstand fra talerstolens spotlight. Jovist, der har været navne, der er blevet kendte – et eksempel er Ted Sorenseon, John F. Kennedys taleskriver med danske aner – men de har været undtagelser, der bekræftede reglen.

Sådan er det ikke længere. Svenska Dagbladets netavis, SvD.se, skriver 19. august om taleskriveres nye kendis-status i Sverige og USA.

Også i Danmark er det blevet mere almindeligt, at manden m/k bag manuskriptet selv træder frem og fortæller om kunsten at forberede en god tale. På Logograf, Rhetors årlige konference for taleskrivere, har vi haft besøg af to af dem: Michael Kristiansen og Kristian Madsen.

Michael Kristiansen, der kommenterer politik på bl.a. TV2 News’ Mogensen & Kristiansen, var med til at skrive Anders Fogh Rasmussens taler i begyndelsen af Foghs regeringstid. På Logograf 2007 fortalte han om, hvorfor Fogh prioriterede talerne meget højt.

Kristian Madsen, der kommenterer politik i sin blog på Politiken, har været med til at skrive taler for blandt andre socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. På Logograf 2009 havde han selv ordet., bl.a. om et eksempel på, hvordan han lod sig inspirere af Hans Jensens egne formuleringer, da han skrev taler til den tidligere LO-formand.

Du vil måske også kunne lide

Der blev ikke fundet nogle artikler.