TirsdagsTropen #2 – allegori

Troper og figurer

Har du nogensinde brugt en præteritio, en antimetabole eller en isokolon? Nej? Det har du så måske alligevel!

Når vi skriver og taler, bruger vi en lang række retoriske kneb der er så integrerede i vores dagligdag, at vi knap nok lægger mærke til dem. Nogle bruger vi bevidst, andre helt ubevidst. Men hvad de færreste ved, er at der findes begreber for overraskende meget af alt hvad vi går og siger til hinanden. Det kan være alt fra små finurligheder i de enkelte ords betydning, i kategorien troper, til grammatiske systemer i tekst eller tale, i kategorien figurer. Både troper og figurer kan være brugbare og sjove at kende til, så derfor byder vi nu velkommen til Rhetors nye blog-serie: TirsdagsTroper og FredagsFigurer!

Over de næste tirsdage og fredage vil vi præsentere dig for stærke, sjove, underlige og effektive begreber inden for retorisk stil for at udvide den nørdede del af din retoriske værktøjskasse. Hov, der var da vist lige en ufrivillig metafor!

Det er blevet tirsdag igen, og vi skal se nærmere på den anden trope i serien. Denne gang er valget faldet på allegorien.

Allegori

En kæde af metaforer

Ordet allegori kommer af det græske allegorein (‘at sige noget andet’), og hvis du tænker at det lyder som om begrebet er i familie med metaforen, har du helt ret. Allegorien er nemlig en kæde af metaforer. Men allegorien er ikke bare en opremsning af vilkårlige metaforer, nej, det skal være sammenhængende metaforer der relaterer sig til hinanden. Vi kender metaforen når man udtrykker noget gennem et andet (mere malerisk) udtryk. Eksempelvis da du for få linjer siden læste om din “retoriske værktøjskasse”. Nu bliver det lidt basalt, men vi skiller lige metaforen helt ad for at forstå hvordan en allegori fungerer:

Den retoriske værktøjskasse er naturligvis ikke en fysisk værktøjskasse, men i overført betydning giver det mening fordi retorikken i sig selv kan betragtes som et slags håndværk. Ethvert håndværk har sine værktøjer, og de værktøjer er for det meste placeret i en værktøjskasse. Allerede nu har vi altså tre metaforer der knytter sig til hinanden inden for den samme sproglige “ramme” (håndværk), og der er blevet dannet en allegori – nemlig en kæde af metaforer der hænger sammen. Retorikken er et håndværk. Troper og figurer er værktøjer. Din hjerne er en værktøjskasse.

Hvis man så skulle udvide allegorien yderligere, kunne man prøve at beskrive værktøjernes funktion. Hvornår bruger man troper og figurer? Hvad karakteriserer dem? Ikke alle troper og figurer kan det samme, så lad os lægge ud med én. Da vi i sidste uges FredagsFiguren beskrev isokolon, kaldte vi den reklamebranchens “rambuk” med en afsluttende bemærkning om at du kan bruge isokolonen “til at banke en pointe eller en hovedsætning helt på plads”. Det relaterer sig til den sproglige ramme om håndværk, så isokolonen kan altså indgå i allegorien som et værktøj man banker eller hamrer med.

Én ramme, flere pointer

Det smarte ved at benytte allegorier i stedet for flere enkeltstående metaforer er at man kan skabe klarhed om sit budskab ved at præsentere pointerne inden for én ramme, så modtagerne ikke skal prøve at koble forskelligartede billeder sammen for at skabe mening. Når man bruger blandede metaforer, risikerer man at skabe mere forvirring end forståelse. Et tænkt eksempel kan være:

“Han var ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hun var til gengæld en fisk i vandet til matematik.”

Her bliver der introduceret to billeder på én gang: kniven i skuffen og fisken i vandet. De to billeder er uforenelige fordi der ikke er nogen sproglig sammenhæng, og hjernen skal altså på dobbeltarbejde for at forstå meningen. Her kan det være en fordel at vælge én ramme og præsentere begge pointer under samme, fx hvis vi vælger rammen ‘vand’:

“Tsunamien af differentialligninger væltede ham omkuld, mens hun surfede sig til et 12-tal.”

Hvis man allerede er med på billedet med tsunamien, kan det være et stærkt middel at lade det fortsætte gennem teksten eller talen og bruge ord der relaterer sig til det. Dog skal man være varsom med at tvinge alting til at passe ind i allegorien, for hvis det bliver overdrevet eller søgt, kan effekten være at det føles useriøst eller decideret komisk. Den bedste allegori er for klarhedens skyld – ikke allegorien for allegoriens skyld.

Væk den, eller væk med den! 

Ud over at man skal holde sig til én sproglig ramme, er det en udfordring ved allegorien at man skal bevare det billedskabende sprog. Det svære ved billedsproget er at et hav(!) af billeder allerede er blevet brugt. Nogle af dem, fx “et hav af”, er blevet brugt så ofte at billedet efterhånden er slidt i stykker. Også “den skarpeste kniv i skuffen” og “en fisk i vandet” som vi brugte før, er godt slidt. De er blevet sproglige klicheer som vi med rette betegner døde metaforer, og dem kan man ligeså godt holde sig fra. Der er simpelthen ikke rigtig liv i dem. Og dog. For selvom metaforerne er døde, kan deres indmad måske bruges i nye sammenhænge? Eller hvis de er heldige, får de måske en sproglig organdonation der vækker dem til live? Ja, du kan nok mærke at der er gang i en allegori nu!

Den “skarpeste kniv i skuffen” ligger i respirator, og den er tæt på at få selskab af søster-klicheen “hurtigste knallert på havnen”, men udtrykkene har nået at føde en generation af alternative metaforer med samme pointe: “Sprødeste chips i posen”, “svedigste navle i saunaen”, “vigtigste mail i indbakken” eller “hurtigste hamster i trædemøllen” er bare nogle få eksempler på hvordan udtrykket har taget en ny form. Varianterne viser ideen om at man sagtens kan tage essensen fra én metafor og føre den videre i en anden, så man ikke absolut behøver at genbruge den døde.

Hvis man bare VIL bruge en død eller døende metafor, gælder det om at vække den ved at bruge den på en original måde. Det kunne være med en lille sproglig ændring der giver et nyt udtryk, fx:

“Du har lavet mikrobølgeovn-mad i en uge nu. Du er simpelthen nødt til at tænke ud af fryseboksen!”

Indrømmet, det er ikke den store ændring, og klicheen lurer stadig, men metaforen bliver vækket fordi den bruges på en alternativ måde med en ekstra betydning: Vær kreativ, og lad være med at købe frostvarer.

Folketingets startopstilling

Én af de mest benyttede sproglige rammer når det kommer til metaforer og allegorier, er fodbold. Man kan “sparke over mål” når man gætter, man kan “tackle” et problem, man kan “holde sig inden for kridtstregerne” i reglementet og meget andet. Fodboldrelaterede udtryk er så integrerede i vores sprog at vi ofte ser gennem billederne, men engang i mellem er der alligevel et der skiller sig ud.

Ved Folketingets åbningsdebat den 5. oktober gik Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard på talerstolen og begyndte en længere allegori. Om aftenen skulle det danske herrelandshold i fodbold møde Montenegro i en afgørende kamp i VM-kvalifikationen, og Abildgaard valgte i den anledning at tale ind i nationens fodboldfokus ved at sætte Folketingets “startopstilling”. Det gjorde hun som led i en beskrivelse af partiernes samarbejde nu hvor “den politiske sæson fløjtes i gang” og “de østeuropæiske modstandere spiller offensivt og truer med angreb”.

Abildgaards allegori var temmelig omfattende, og hun lænede sig ind i det komiske da hun fik salen til at grine gennem sin præsentation af startopstillingen. På holdet finder vi blandt andre:

Kasper Schmeichel (Enhedslisten). Råber højt og skælder ud på kollegerne, men har et godt hjerte.
Simon Kjær (Dansk Folkeparti). Forsvaret er alfa omega.
Christian Eriksen (Radikale Venstre). Spiller bold op ad højre- og venstrefløjen.
Thomas Delaney (Konservative). Mål og overblik. Charme, selvtillid og lækkert hår.
Andreas Cornelius (de grønlandske repræsentanter). Iskold i luftrummet.

Abildgaard byggede hele sin tale op om herrelandsholdet og brugte fodboldens terminologi i overført betydning fra start til slut. Talen endte med at få publikum til at grine, så noget tyder på at Abildgaards allegori endte mere komisk end alvorlig, men hun fik helt klart rusket op i billedsproget og vist hvordan man på kreativ vis kan kæde metaforer sammen til en allegori i én og samme ramme.

Hvad kan vi bruge den til?

Når man skriver eller taler i billeder, skaber det klarhed hos publikum, men det kræver også at de kan forestille sig billedet. Hvis du præsenterer en pointe metaforisk i forskellige rammer kort efter hinanden, kræver det meget af publikum at danne sammenhæng – også selvom billederne isoleret set er velfungerende. Derfor kan det være smart at tale ind i den samme sproglige ramme, eller i hvert fald begrænse blandingen, så publikum bedre kan sætte pointerne i relation til hinanden og forstå budskabet.

Det gælder især i mundtlige situationer. På skrift kan man bladre tilbage i teksten og genlæse det man ikke forstår, men i det mundtlige rum skal dit publikum forstå dig i nuet. Dér kan du hjælpe dem og dig selv på vej ved at udfolde allegorier i stedet for at blande metaforer.