Cowboydueller eller tomme floskler? – 5 myter om retorik
Læsetid: 4 minutter
- Er det manipulerende at arbejde med sin retorik?
- Er retorik kun for dem, der holder taler?
- Handler retorik om at tale smukt?
Der findes mange myter og misforståelser om faget retorik. Vi har samlet fem af de mest almindelige herunder. Vi gennemgår myterne én for én og bevæger os tættere på en bedre forståelse af begrebet retorik – kunsten at overbevise.
Myte 1: Det er manipulerende at arbejde med sin retorik
Indimellem møder vi kursister, der synes, det er grænseoverskridende eller ligefrem manipulerende at ændre på deres retorik og fremtoning. Denne misforståelse afholder dem fra at styrke deres gennemslagskraft. De færreste ønsker at blive opfattet som manipulerende.
Retorik er et værktøj. Og ligesom alle værktøjer kan det bruges positivt til at hjælpe andre – eller det kan bruges egoistisk og skadeligt. Er hensigten med dine ord at snyde din modtager, er det klart manipulerende. Retorik handler ikke om at vildlede, men derimod om at formidle dit budskab, så du fremstår åben, imødekommende og overbevisende. Det er ikke manipulerende. Tværtimod hjælper det din modtager med at forstå dine hensigter. Jo mere vi arbejder med vores retorik, jo bedre er vi stand til at formulere vores ideer klart og tydeligt for andre.
Myte 2: Retorik er kun for dem, der holder taler
Begrebet retorik er ofte forbundet med taler. Derfor tror nogle, at retorik kun er brugbart i formelle situationer, hvor man stiller sig op på talerstolen. I virkeligheden er retorik en disciplin, der spænder meget bredere end det.
Retorik er et moderne fag, der beskæftiger sig med, hvordan vi vinder opbakning til et forslag eller synspunkt blandt vores modtagere. Det er relevant både, når du fremlægger et forslag på et beslutningsmøde, eller når du holder oplæg overfor eksterne samarbejdspartnere. Kort sagt: Retorikkens værktøjer er brugbare i alle situationer, hvor du vil overbevise din modtager om rigtigheden af et synspunkt.
Myte 3: Jeg er bedst, når jeg improviserer, så jeg behøver ikke arbejde med min retorik
Mange forbereder sig ikke, når de skal holde oplæg. ”Jeg er alligevel bedst, når jeg improviserer”, siger de. Derfor tror de ikke, at de får noget ud af at arbejde med deres retorik. Er du typen, der winger den til afdelingsmøderne, så prøv at lytte til Winston Churchills svar, da han blev spurgt af en ung politiker, hvordan han kunne holde så fremragende taler uden at forberede sig. Churchill svarede: ”Mine improviserede taler er dem, jeg har brugt længst tid på at forberede.”
Selv improvisation kræver forberedelse. Men ikke den type forberedelse, hvor du skriver et langt talemanuskript. Vil du være en mester til at improvisere, må du tænke retorisk: Hvad vil du sig? Til hvem siger du det? Og hvad skal din modtager tænke, føle eller gøre, efter du har talt? Når du tænker sådan, så tænker du retorisk.
Myte 4: Retorik er aggressiv overtalelse
Denne myte stammer fra en misforstået western-opfattelse af, hvad overbevisende kommunikation er: Du marcherer ind til mødet, fremlægger dit synspunkt i utvetydige vendinger og affyrer derefter dine argumenter for synspunktet. Alle råber hurra, udnævner dig til sherif og bærer dig sejrrigt ud af mødelokalet.
Denne myte gør overbevisende kommunikation til en cowboyduel, hvor din modtager bliver din modstander. Dit mål bliver at jorde de andre, og modstridende synspunkter skydes ned med negative kommentarer. Sådan ser vi mange gøre, når de forsøger at overbevise andre. I virkeligheden skaber det blot dårlig stemning og splitter bordet i to fløje: for og imod.
Sandheden er, at du sjældent kan overbevise andre, hvis du ikke oprigtigt lytter til din modpart og prøver at forstå hans eller hendes synsvinkel. Denne proces fører ofte til, at man må revidere sine egne holdninger. Tro ikke på cowboymyten, når du vil overbevise andre. Hvis du skyder på din modtager, skyder modtageren igen.
Myte 5: Retorik er smukke ord uden indhold
Denne myte sætter lighedstegn mellem retorik, og det man i daglig tale kalder ’tom retorik’. Tom retorik er overfladisk kommunikation uden reelt indhold. Klicheer, floskler og bullshit-ord bruges som røgslør til at dække over, at man i virkeligheden ikke har tænkt sig at løse de reelle problemer. Denne form for oppustet tale er sjældent særligt overbevisende.
Form og indhold hænger uløseligt sammen og bør altid følge hinanden. Piller du indholdet ud af formen, står du tilbage med tomme ord. Og omvendt, hvis du har en god idé, men ikke kan formulere den på en overbevisende måde, kommer du heller ikke nogen vegne. Retorik kan hjælpe dig med at omsætte komplekse visioner til bærbare budskaber – formet som mundheld, nøddeskaller og fortællinger, som ligger godt i munden og er lette at huske og genfortælle.
Det var fem myter om retorik, som nu forhåbentlig er blevet manet i jorden. Er du interesseret i at begynde på et retorisk træningsforløb, så læs mere om vores Grunduddannelse i retorik.