28. maj 2013

Er din stemme i topform?

Prøv at tænke tilbage: Hvad gjorde du, sidste gang du skulle til en vigtigt samtale, holde oplæg eller på anden måde være på? Du forberedte dig sikkert på dine budskaber og hvilke argumenter, du ville benytte. De gør de fleste. Men det er de færreste, der også tænker på at varme deres stemme op. Og det er en skam, for stemmen og den måde, den bliver brugt, har betydning for, hvordan tilhørerne opfatter det, du siger.
Stemmen bliver til i kraft af muskulært arbejde, og hvis den skal have de bedste forudsætninger for at lyde godt, skal musklerne varmes op. Vil du være sikker på, at din stemme lyder bedst muligt, når du skal være på, er det altså en god ide at varme den op. Opvarmningen har også den fordel, at du får styr på vejrtrækningen og bliver mindre nervøs.

Seks hurtige øvelser, der hjælper din stemme godt i gang

  1. Løs op for spændinger: Stå med letbøjede knæ. Slip hovedet og lad det falde forover mod brystet. Slip armene og lad dem hænge ned langs siden. Læg vægten på det forreste af fødderne og bøj ganske langsomt den afslappede overkrop ned mod gulvet, ryghvirvel for ryghvirvel. Hæng foroverbøjet og lad ansigtet smelte ned mod gulvet, slip i skuldrene og slip i kæben. Træk dig derefter langsomt op, ryghvirvel for ryghvirvel, og løft hovedet til sidst, så det balancerer på toppen af rygsøjlen. Stræk dig lidt og gab med vilje.
  2. Sæt gang i blodomløbet: Hop let på stedet og ryst arme og ben, så blodet kommer godt rundt. Træk skuldrene helt op om ørerne af alle kræfter. Hold spændingen, mens du tæller til fem – og lad så skuldrene falde ned med et stort slip. Gentag øvelsen to gange.
  3. Få fat i den dybe vejrtrækning: Pust al din luft ud gennem munden på en tsss-lyd. Udåndingen skal være aktiv og energisk. Mærk, hvordan du spænder mavemusklerne, og hvordan din mave bevæger sig ind. Når du er helt tømt for luft, holder du spændingen, tæller til fem og slipper så spændingen i mavemusklerne. Herefter sker indåndingen af sig selv. Øvelsen hjælper dig til at finde det dybe og naturlige åndedræt.
  4. Massér kæberne: Placer dine fingre på begge sider af ansigtet og tyg sammen et par gange, så du føler tyggemusklerne arbejde. Lad kæben falde og munden stå lidt åben. Massér tyggemusklerne blidt med langsomme, cirkulære bevægelser. Husk at trække vejret dybt og roligt imens. Massér i ca. et minut.
  5. Varm læberne op: Trut så meget som muligt med munden og stræk så læbemusklerne ved at smile så bredt du kan med lukket mund. Sig herefter “brrr” (som en hest) med helt slappe kinder, og bliv ved, indtil du ikke har mere luft. Gør det et par gange, og sæt derefter lyd på. Start med at sige “brrr” på en lys tone og glid ned på en dybere tone.
  6. Sæt lyd på: Slap af i kæben og sig “ahh”, som når man har det rart. Start på en lys tone og glid ned på en dybere tone og gør det med engagement i stemmen. Gentag øvelsen med de andre vokaler: “ehh”, “ihh”, “ohh”, “uhh”, “yhh”, “æhh”, “øhh”, “åhh”.