Gratis lydkursus: Overvind din nervøsitet. Tryk her.

Overvind din nervøsitet

Minikursus: Få 3 lydfiler med effektiver øvelser mod nervøsitet og præsentationsangst. 

 

Du modtager samtidigt vores månedlige nyhedsbrev. Afmeld dig igen med et klik.

Slide-in Nervøs
6. maj 2021

Den ultimative guide til at håndtere nervøsitet

Sådan håndterer du nervøsitet

At være nervøs i forbindelse med præsentationer er noget, som mange mennesker oplever. Lad os bare indrømme det: Det kan være en nervepirrende opgave at holde mundtlige præsentationer. Med mindre du er den fødte orator, så er det at tale foran andre noget, der kan gøre de fleste nervøse. Faktisk så er det at tale offentligt ofte placeret helt i toppen på listen over ting, vi er mest bange for (sammen med død, katastrofer og social udstødelse).

Heldigvis kan du arbejde med din nervøsitet, så den gradvist bliver mindre og mindre. Til sidst vil du måske ligefrem nyde at stå på scenen. Det kan nemlig også være en berusende følelse “at have publikum med sig.”

Her er vores bedste råd til dig, der vil være mindre nervøs, når du holder præsentationer, taler, fremlæggelser, keynotes m.m.

Rådene fører dig igennem 1) forberedelsesfasen, 2) præsentationsdagen, 3) imens du præsenterer og 4) efter din præsentation. 

Når du forbereder din præsentation

Råd #1: Fokusér på dine strikes

Tænk tilbage på sidste gang, du skulle præsentere foran mange mennesker. I stedet for at tænke på, hvor nervøs du var, så fokusér på alt det, der gik godt. Tænk på den succesoplevelse, det var, at du på trods af din nervøsitet turde stille dig frem. Genoplev det øjeblik, hvor du fik dem til at grine eller lytte ekstra interesseret. Var der nogen, der roste dig efterfølgende? Hvad sagde de? 

Vores nervøsitet er ofte irrationel. Vi glemmer det positive og tillægger småfejl alt for stor en betydning. Derfor er det vigtigt at rette sit fokus mod alt det du lykkedes med sidste gang du præsenterede. Professionelle bowlingspillere koncentrerer sig heller ikke om alle de gange, de skød kuglen i renden. De fokuserer på de gange, hvor de lavede en strike. Tænk på alle dine strikes! 

Råd #2: Giv dig selv de bedste muligheder for forberedelse

Gode præsentationer tager tid at forberede. At få ordentlig tid til at forberede sig kan være et problem i nogle virksomheder. Så meget desto vigtigere er det, at du sørger for, at du har de bedste betingelser. Sæt tid af i din kalender, hvor du ikke må forstyrres. Start tidligt på arbejdet med din præsentation – også selvom du har lyst til at udskyde det. Giv dig selv lov til at fordybe dig i din kommende præsentation. 

Råd #3: Prøv det af 

Når du forbereder din præsentation, så husk at prøve dine slides og pointer af. Sig ordene højt, og afspil dine slides samtidigt. Første gang du prøver din præsentation af, så gå stille og roligt frem. Gå ikke i panik, hvis du går i stå eller opdager, at et afsnit ikke hænger sammen. Du øver dig netop for at opdage disse små fejl. Vær glad hver gang det kikser, for så har du mulighed for at rette fejlen inden din rigtige præsentation. Du kan også teste din præsentation foran et par gode kolleger eller din familie. Så kan du se, hvordan et rigtigt publikum reagerer, og det vil hjælpe dig med at blive mindre nervøs, når du holder din rigtige præsentation.

Få 3 effektiver øvelser til at mindsker din nervøsitet – tilmeld dig vores gratis minikursus i præstationsangst.

På præsentationsdagen (gulp…!)

Råd #4: Ankom tidligt 

Det er en god idé at give dig selv masser af tid til at slappe af og finde dig tilpas, inden du skal præsentere. Ekstra tid sikrer, at du ikke skal bekymre dig om at komme for sent – selv hvis cyklen punkterer, eller der er kø på motorvejen. Hvis du bruger en powerpoint-præsentation, mikrofon eller viser video med lyd, så har du desuden god tid til at teste teknikken af i ro og mag.

Råd #5: Small talk

Small talk med dit publikum, inden du skal præsentere. Vi ved, det kan være svært at finde overskud til at tale med andre, når man er nervøs. Du har sikkert hovedet fuldt af ting, du skal huske til din præsentation, men lige nu hjælper det dig ikke at tænke på det. Ret i stedet dit fokus på folk omkring dig. At tale med publikum inden du skal på, dulmer de nervøse tanker, og dit publikum vil synes, du er sympatisk og imødekommende. Stil fx spørgsmål til arrangørerne, og giv dig tid til at lytte til deres svar. Måske samler du et guldkorn op, som du kan flette ind i din præsentation.

Råd #6: Brug positiv visualisering

Uanset om du er den store yogi-master eller ej, så prøv at eksperimentere med positiv visualisering. Mange sportsfolk bruger positiv visualisering, før de skal præstere, og forskning peger på, at visualisering har en positiv effekt på din præstation. Forestil dig dit drømmescenarie. I stedet for at tænke: “Jeg kommer til at stinke til det her”, så forestil dig, hvordan du imponerer dit publikum med dine pointer. Du kan også forestille dig, at du er dit store idol. Forestil dig fx, at du har Mads Mikkelsens charme eller en balletdansers stolte holdning.

Råd #7: Power poses 

Vi har alle mærket, hvordan nervøsitet påvirker vores krop (bævende stemme, rystende hænder, ekstra sved). Men vores krop kan også påvirke vores nervøsitet! Det er det, som power poses udnytter. Træn et selvsikkert kropssprog, og mærk, hvordan nervøsiteten bliver mindre. Her kan du se psykolog Amy Cuddy forklare om power poses.

Kan du lide, hvad du læser? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få retorikerens bedste tips og tricks direkte i din indbakke.

Mens du præsenterer 

Råd #8: Kig ud på publikum

Når vi bliver nervøse, har vi en tendens til at vende fokus indad og sænke blikket. Prøv i stedet at rette blikket op og se dine tilhørere i øjnene. Opdag, at de er helt almindelige mennesker ligesom dig selv. Det vil få dig til at blive mindre nervøs.

Råd #9: Træk vejret, og sænk skuldrene 

Som nævnt i råd #7, så sætter nervøsitet sig i vores krop. Kroppen prøver at beskytte dig. Dine skuldre bliver spændte og din vejrtrækning overfladisk. Når du præsenterer, så husk at trække vejret dybt ind gennem næsen – mærk, hvordan din mave naturligt udvider sig – og mens du lader luften strømme ud, så sænk skuldrene og slap af i kæben. Særligt udåndingen er en nøgle til at slappe af i kroppen.

Råd #10: Husk, at fokus er ikke på dig, men på det du siger

Når nervøsiteten tager overhånd, har vi en tendens til at tro, at alle kan se vores mindste fejltrin. Men i virkeligheden er dine tilhørere slet ikke særligt interesseret i dig. I stedet interesserer de sig for det, du siger.  Publikum lægger som oftest ikke mærke til småfejl eller rysten i din stemme, i stedet fokuserer de på det vigtige, du vil fortælle dem. Prøv at rette dit fokus væk fra dig selv og over på de pointer, som du vil have dem til at forstå.

Råd #11: Publikum vil have, at du får succes

Man kan nemt have den irrationelle frygt, at dine tilhørere er enormt kritiske og i virkeligheden bare venter på, at du lave en lille fejl, så de kan buhe dig ud af lokalet. Heldigvis er denne frygt fuldstændig ubegrundet. Publikum vil have, at du lykkes med din præsentation. De lytter velvilligt, og hvis de kan se, at du er nervøs, så aktiverer det blot deres spejlneuroner, og de føler empati med dig. Alle har prøvet at være nervøs, og dit publikum ønsker, at du bliver en succes, ligeså meget som du selv gør. 

Råd #12: Smil

Husk at smile, når du præsenterer. Vi kan ikke gøre rede for de psykologiske grunde bag, men vi ved bare, at når du smiler, så slapper både publikum og du selv mere af. Et simpelt råd, men det virker.

Få adgang til 3 lydfiler med øvelser mod nervøsitet: Minikursus: “Slip dine bekymringer – og overvind din præstationsangst”

Efter din præsentation 

Råd #13: Spørg ind til publikums oplevelse

Ligesom du skal tale med dit publikum, inden du præsenterer (se råd #5), så sørg for at tale med publikum efter din præsentation. Hvis du er den selvkritiske type, som elsker at piske dig selv med de mindste fejl (du ved selv, hvem du er), så vil du formentlig blive overrasket over, hvor positivt andre har oplevet din præsentation. Husk på, at det er først gang, at de hører dine pointer. Du har sikkert givet dem en masse nye ting at tænke over. Læg selvkritikken på hylden, og tag imod den ros, du får.

Råd #14: Fokusér på dine strikes – igen

Kan du huske vores første råd? Nu er det igen tid til at fokusere på alle dine succeser under din præsentation. Når du kommer hjem og kaster dig på sofaen, så brug et par minutter på at tænke tilbage på alt det, du lykkedes med i din præsentation. Husk, hvordan de grinede af din vittighed på slide 6. Eller hvor overraskede de blev, da du afslørede dit hovedbudskab. 

Genoplev den lettelse og glæde, du følte efter din præsentation – måske nød du endda en lille smule at tale foran dit publikum? 

Og lige et sidste råd … 

Råd #15: Træn med en retorisk rådgiver

Vil du arbejde på din personlige fremtræden sammen med en professionel? Nervøsitet i forbindelse med præsentation, mundtlige oplæg og taler er et almindeligt problem for mange. Selvom du er ekspert i dit arbejde, så er du ikke nødvendigvis ekspert i at formidle om dit arbejde. 

Rhetor tilbyder personlige forløb i præsentationsangst og nervøsitet. Her får du både psykologisk og retorisk vejledning. Gennem træning lærer du at hvile i dig selv, og du bliver en roligere og skarpere formidler. 

Du kan også læse om vores kursus Bryd igennem. Her træner du sammen med et mindre hold, hvor I kan støtte hinanden. Undervisningen foregår over to dage, og du undervises både af en psykolog og en retoriker. 

Rhetors råd: Tag kontrollen over din nervøsitet

Gratis lydkursus i nervøsitetshåndtering

Vores rådgivende retoriker Thore Keitum Fisker har udviklet et gratis lydkursus med øvelser, der hjælper dig med at mindske nervøsitet og taleangst.

Du får tre lydfiler med øvelser designet til at give dig en følelse af ro og kontrol, når du taler foran andre.

Lær blandt andet:

  • Hvordan du bruger pauser til at genfinde ro og kontrol
  • Hvordan du får fat i den dybe vejrtrækning og giver slip på spændinger
  • Hvordan du flytter fokus fra dig selv og over på dit publikum

Klik og tilmeld dig lydkurset.