Velkommen til 2019!

For mange kan 1. januar være en lidt tung dag. 

Nu havde vi det lige så godt med nytårshat, champagne, jomfruhummere og kransekage, og så kommer virkeligheden rullende – med tømmermænd, blæsevejr, løbesko og råkostjern. 

Men der findes faktisk et lille og mærkeligt folkefærd, der elsker 1. januar: retoriknørderne. Mens sofaløver over hele landet døser hen med nytårsskihop fra firebakketurneringen i Garmisch-Partenkirchen i baggrunden og lidt burgerdressing i mundvigen, er retoriknørderne allerede ved at lave de indledende strækøvelser inden aftenens første store tale fra Marienborg. 

Men hvad så? Var det en god nytårstale? Brændte statsministeren igennem? Hvad kan vi lære af talen? En del spørgsmål presser sig på, når man skal analysere og vurdere talen. Men hvor skal vi lægge snittet?

Man kunne jo tage fat i, hvordan Løkke skaber sammenhæng i talen ved at starte og slutte det samme sted. Man kunne se på, hvordan han bygger bro til alle de hårdtarbejdende ansatte i sundhedsvæsnet. Man kunne diskutere, hvorvidt det virker troværdigt, når Løkke fortæller om Ibrahim fra folkeskoleklassen – skulle han have foldet historien mere ud eller helt have udeladt den? Man kunne til sidst vurdere, om Løkkes troværdighed steg på grund af det internationale udsyn, eller om den faldt på grund af den larmende tavshed om den store hvidvask-skandale i Danske Bank. 

Alt det kunne vi have gjort, men det vil vi ikke. 

I stedet vil vi pege på et enkelt snedigt retorisk greb fra talen, en såkaldt retorisk stilfigur. På godt gammeldags retoriksprog hedder grebet en ‘praeteritio’. Helt enkelt betyder det, at du kan skabe fokus på et forhold ved netop at hævde, at du ikke vil nævne det. Forvirret? Her et par eksempler:

Anklager under en retsstag: “Jeg har ikke tænkt mig at fortælle, hvor frygtelig en far Hr. Petersen er. Nej, i stedet vil jeg fokusere på, hvordan han har mishandlet sin kone.”  

Donald Trump er også altid god for en solid omgang praeteritio:

“Why would Kim Jong-un insult me by calling me ‘old,’ when I would NEVER call him ‘short and fat?’

I videoen nedenfor kan du se en hel bunke af eksempler med den gode Trump. Vi siger ikke, at han bruger tricket til kvalmegrænsen…

https://www.youtube.com/watch?v=KIT15cJ3y50

Fælles for Trump og vores fiktive advokatven er, at de får flettet en kritik af modparten ind, selvom de holder sig “for gode” til at folde den endeligt ud (Man kan diskutere, hvor godt det lykkes for dem).

Men Lars Løkke viste den 1. januar 2019, at det ikke er den eneste måde, grebet kan bruges. Man kan også bruge det, når man vil have publikum til at fokusere på et positivt forhold. I nytårstalen var Løkke generelt bekymret – for klimaet, sundhedsvæsnet, sikkerheden og sammenhængskraften. Men det hele må heller ikke blive FOR negativt, derfor starter han med de gode nyheder.  

Læs med i citatet nedenfor.  

Fra stm.dk

“I dag har vi taget fat på et nyt år, som umiddelbart tegner lyst.

Det går godt i Danmark.

Så det kunne være fristende for mig at fortælle om de seneste års fremgang – der skal jo være folketingsvalg i år…

Beskæftigelsen er højere end nogensinde. Måned for måned kommer flere i job.

Færre er på kontanthjælp og dagpenge. Antallet på offentlig forsørgelse er det laveste i mere end tredive år.

Mange unge tager en uddannelse.

Flere syge overlever kræft.

Og en dag som i dag med god blæst dækker vindmøller hele vores elforbrug.

Aldrig har så mange haft så rige muligheder.

Ude i verden sker der også fremskridt: Færre sulter. Færre børn dør som små. Flere kommer i skole.

Så jeg kunne let holde en hip-hip-hurra tale om, hvor fantastisk det går. Det er jeg sådan set godt i gang med.

Men lad mig stoppe her. For der er noget andet, som er vigtigt at få sagt.

Bekymringer, jeg har. Og som jeg tror, mange af jer deler.

Jeg vil ikke kun pudse medaljens forside. Jeg vil også se bagsiden. For sådan er verden.

Ikke kun blank og glat. Men også foruroligende og mærket af historien.”

Løkke må hverken fremstå som jubeloptimist eller dommedagsprofet. I denne situation griber han til en praeteritio for at ramme den rette balance. På den måde får Løkke mulighed for både at tale om, hvor godt det går (herunder også at rose sin egen regerings politik), og han kan som en ægte statsmand rynke panden og tale med stor bekymring om større emner som sammenhængskraft og det internationale samarbejde. 

Statsministerens tale er allerede blevet endevendt i medierne af både venner og fjender. 
Vi siger ikke, at det her var det mest interessante retoriske greb fra talen, men egentlig er det det, vi mener 😉 
Rigtig godt nytår!