Vigepligt eller verbal overhaling? Forstå debattens navigationspile

Da du tog dit kørekort, lærte du at afkode røde og blå vejskilte, de hvide streger på kørebanen, og hvordan du skal reagere, når de andre bilister pludselig bremser hårdt op.

På mange måder kan debat sammenlignes med trafik. Fremragende debattører er hurtige til at navigere og til at afkode sprogets vejskilte. De får mere plads og taletid end de dårlige, fordi de fremragende ved, hvornår de skal flette ind, og hvornår de skal køre over for gult. 

Meget af den debat, du ser på tv minder om myldretidstrafik. Og her tænker vi nok mere Bangkok end Ballerup. Her er ingen venlig vigepligt: Der er knallerter på fortorvet, lysreguleringer, der er gået i stykker, og trafikanter, der kører i begge vejbaner. Debat er kaos, hvis ikke man ved, hvordan man skal navigere i den.

I dette blogindlæg vil vi give dig en ny forståelse af, hvordan man bevæger sig rundt i den verbale trafik. Vores GPS er en gammel sprogforskers teori om talesystemer. Han hedder Robert E. Nofsinger, og han har undersøgt dynamikken i en samtale: hvordan taletiden skifter, og hvornår man må og kan afbryde. Det er der nemlig klare regler for. Regler, ikke alle er klar over findes.

Det lyder måske lidt nørdet – og det er det sådan set også.

Som retorikere beskæftiger vi os oftest med, hvad vi siger, og hvordan vi siger det – taler vi med en patosladet argumentation, bruger vi en analogi eller forsøger vi at være humoristiske?

Nofsinger giver os et lag mere end hvad og hvordan: Nemlig, hvad der foregår imellem den periode, hvor vi selv taler, eller vores samtalepartner gør det samme. Med andre ord, har han undersøgt, hvordan vi skiftes til at have ordet.

Vi tror nemlig, at vi i en samtale skiftes til at tale af ren venlighed, men Nofsinger hævder, det i virkeligheden er et veldefineret system, der kontrollerer det.

Den måde, vi taler på, er bygget op omkring en struktur, som afgør, hvordan vi organiserer vores taletid. Disse mønstre er ikke altid forudsigelige, men de følger alligevel en fast skabelon, der er dybt indlejret i vores måde at indgå i samtaler på. Vi har ikke plads til at forklare Nofsingers teori fyldestgørende her, men vi vil slå ned på to gældende principper, der ifølge Nofsinger definerer, hvordan vi indgår i en samtale: Man kan nemlig give eller holde på ordet.

Det gælder også i en debat, hvor man rent faktisk belønnes af systemet, hvis man bruger det på den rigtige måde. Systemet handler kort sagt om at følge de vejskilte, vi planter gennem vores ord. Følger vi ikke reglerne, bøder vi for det. Nedenunder vil vi vise dig nogle eksempler på, hvordan det sproglige system fungerer.

Kend reglerne, og fasthold ordet

Debattører og folketingskandidater vil gerne holde på ordet så lang tid som muligt, så de kan få fremsagt så mange argumenter, de overhovedet kan nå. Det betyder ikke, de bare skal trykke på den verbale speeder, men at de skal tale på en måde, så de ikke bliver afbrudt.

Afbrydelsen lurer konstant, så hvad gør man da? En måde at komme ud over det på er ved at indikere, at man ikke er færdig med at tale.

Det gør Anders Samuelsen her ved at sige: “Jeg vil godt prøve at illustrere det med en historie”,

Samuelsen benytter sig her af det, vi kalder metatale – en teknik, hvor man fortæller, hvad man gerne vil fortælle. Det gør, at modparten vil virke uhøflig eller måske endda arrogant, hvis han afbryder. Metatale kan også gøres ved at sige: “Jeg har tre ting, jeg gerne vil fortælle” eller “Jeg vil gøre det kort”. Så indikerer man, at man fortsat agter at tale, og derfor ikke skal afbrydes. Han gør det, Nofsinger kalder at reservere taletiden til sig selv.

Anders Samuelsen planter et sprogligt vejskilt, så alle, der lytter, ved, hvilken vej de kører. På den måde udnytter han reglerne i systemet.

Pas på de retoriske spørgsmål!

Hvis ikke man kan finde det retoriske overskud til at bruge metatale og tage ejerskab over samtalen, kan man, som Claus Hjort Frederiksen i klippet herunder, risikere, at man mister overblikket. Hjorten stiller Pernille Skipper et spørgsmål, men nægter at give ordet videre og lade hende svare. Hjort bryder med systemet ved at stille et spørgsmål, men samtidig insistere på at tale videre. Når man gør det, risikerer man at fremstå usympatisk, fordi man bryder med reglerne.

I trafikken får du en bøde, hvis du gør noget ulovligt. Det gør du også, hvis du taler uden at behandle din samtalepartner med respekt, fordi du bryder med det sproglige system.

Få de andre til at flette ind

En måde at styre, hvem der taler, er ved at bruge ja/nej-spørgsmål. Det kan sætte tingene på spidsen og gøre det svært for modstanderen at tale uden om. Ved at stille et spørgsmål giver man taleturen videre til sin modstander, men styrer samtidig, hvad han eller hun skal tale om.

Denne strategi bliver Anders Samuelsen udsat for i Debatten på DR2, hvor klimadebattøren Anders Roland Sandby tvinger ham til at svare på et spørgsmål om, hvorvidt LA kan leve op til klimamålene i Paris-aftalen: 

Pointen er, at det handler om at få og fastholde ordet i en debat, men også om at give det videre til din modstander på det rigtige tidspunkt.

Nofsingers sproglige system, handler derfor om at plante nogle navigationspile i sproget, så alle ved, hvilken vej samtalen skal gå. 

Vi håber, at du – næste gang du ser en debat – kan gennemskue, at der er nogen, der forsøger at styre debattrafikken, mens andre kører galt, fordi de ikke kender de sproglige trafikregler.

Ka’ du trafikreglerne? Så kan du måske endda slynge et “skide god metatale” ud til lillemor foran fjernsynet, næste gang I ser en debat.