Foråret er over os, og det er højsæson for konfirmationstaler. Med dem springer taleflosklerne ud som blomsterne på de bloggervenlige japanske kirsebærtræer.

De fleste af os har været til familiefest i byens brune forsamlingshus, hvor først Onkel Torben har slået på glasset og holdt en nærværende, elegant og velforberedt tale, hvorefter den excentriske Tante Tina er blevet inspireret, og derfor set sig nødsaget til at prøve at gøre det samme umiddelbart efter: 

“Det var jo egentligt ikke meningen, jeg ville holde en tale, men i dag tager du de første skridt ind i de voksnes rækker. Jeg vil derfor give dig nogle bevingede ord med på livets rejse, der forhåbentlig kan hjælpe dig med at modstå livets storme”.

Hvilket på hverdagssprog kan oversættes til: “Jeg har ikke forberedt mig, og griber derfor efter sætninger, jeg ved, man typisk bruger”. 

I stedet for at spidse ørene, begynder resten af familiefesten at spekulere på, om der mon er trikolore-is eller trifli til dessert – for opmærksomheden er gået på rov i køleskabet allerede efter første sætning. 

Når vi ikke har forberedt os grundigt, griber vi typisk ned i kassen med floskler. Ordet ‘floskel’ stammer af det latinske ‘flosculus’ og betyder ‘lille blomst’. Men i den moderne betydning er en floskel et ord eller en sætning, der før var farverig, men har mistet sin kulør efter at være blevet (mis)brugt vidt og bredt. Nu er det gråt og uinteressant.

Derfor vil vi gerne undgå floskler. Når vi holder tale, vil vi nemlig gerne være originale og fange vores lytteres opmærksomhed. Det kan du kun gøre, hvis du har en klar plan med din tale.

Her får du tre staldtips til næste gang, du skal holde tale:

  1. Fortæl en historie, og put klichéhåndbogen tilbage i bogreolen
    Selvom du gerne vil fortælle, at konfirmanden“er en stædig ung dame”, kan du i stedet fortælle en historie om dengang, hun cyklede fra Mols Bjerge til Skanderborg Bakker på sin azurblå damecykel med 3 gear, hvor kun det tredje virkede, for at hente billetter til en koncert med D.A.D. Vælg en god historie, og udfold den med en enkelt morale.
  1. Lad dig ikke friste af hofteskud – skær det overflødige fra
    Hav en klar rød tråd i din fortælling, så den ikke stikker i for mange retninger: “Engang cyklede du til Skanderborg efter koncertbilletter med D.A.D – et band, jeg også engang selv hørte på Roskilde Festival i 80´erne, hvor jeg samme år hørte Boney M med din mor og skrålede den der “ra-ra-rasputin”, hver gang jeg spiste burger fra ’Den Røde Plads’, hvor kokken i øvrigt var 2.5 meter bred og havde to forskellige strømper nede i sine Ekko-sandaler”. Overvej, om det, du fortæller, er relevant for din historie. Hvis ikke, skal historie-pålægget nok bare blive i mindebogen.
  1. Tag publikum med fra start
    Det centrale i talen er selvfølgelig konfirmanden. Men du taler også til bedsteforældre, svigerinder og niecer, hvis opmærksomhed du også skal holde. Du kan derfor starte med at fortælle, hvad du gerne vil sige i din tale: “Jeg vil gerne fortælle jer, hvorfor jeg tror, Margrethe har alle muligheder for at blive verdens bedste trommeslager”. Ved at tage lytteren i hånden fra starten, spekulerer de ikke med det samme over, hvornår du mon stopper med at tale igen. 

Undgå flosklerne, og fang dit publikum!

For med en god tale kan du få dit publikums mellemgulv ud af vater, få deres tårekanaler til at oversvømme og få deres lattermuskler til at sætte sig i positioner, der ligner noget fra et Picasso-maleri. 

Grib da den mulighed!