Fredagsfiguren – Adynaton
Den dag helvede fryser til is, og isen koger. Den dag træerne vokser ind i himlen, og Newtons æble falder opad. Den dag fredagsfiguren kommer på en onsdag.
Den dag ville være en skidt dag for de fleste, men en god dag for dagens stilfigur, adynaton.
Adynaton kan deles op i sine græske rødder “a – foruden” og “dynasthai – at være mulig (eller magtfuld)”. Adynaton er altså et udtryk, der ikke kan lade sig gøre. Det er et overdrevet paradoks, der tit udgøres af naturlovsstridige fænomener. Det er populært i ordsprog og talemåder og kan tilføje noget skævt eller skørt til din tekst eller tale.
Adynaton er især godt til fornærmelser. Så hvis du har nogen, du skal fornærme her i weekenden, så lad dig her inspirere af gode gamle William Shakespeare:
“Der vil gro skæg i min håndflade, før han får noget på kinden…” (Falstaff i Henrik IV, 2. del, 1.2).