27. marts 2020

Fredagsfiguren – Antanaclasis

Nu er tiden kommet til at stole på, at andre mennesker også sidder hjemme på deres stole. Og hvilken bedre måde at få folk til at blive indendørs end at læse fredagsfiguren!   

Figuren, der både får folk til at føle sig intelligente, og som kan levere fremragende fornærmelser, er antanaclasis.  

Det er stilfiguren, hvor et ord skifter betydning, når det bliver gentaget.
Og hvorfor skal du så sidde og bruge tid på at finde ord med flere betydninger?
På grund af “aha!”

I det øjeblik dit publikum opdager dobbeltbetydningen, vil de føle sig skarpsindige og bedre endnu — de vil også synes, at du lyder skarpsindig.   

Så hvis du vil lyde vis, kan du henkastet lave lidt smalltalk til dit næste skypemøde ved at sige: “Nu når det går lidt op ad bakke, er vi nødt til at bakke op om hinanden.” Eller: “Det er tid til at lægge bånd på sig selv, og huske på det bånd vi har med vores medmennesker.” 

Men stilfiguren er ikke bare god til at få folk til at føle sig kloge og som en del af den inderkreds, der forstod en hentydning — den er også oplagt til at levere særdeles gode lingvistiske lussinger med! 

 

Som den amerikanske fodboldtræner Vince Lombardi sagde til sit hold: “If you aren’t fired with enthusiasm, you will be fired with enthusiasm.” Eller Benjamin Franklins: “Your argument is sound, nothing but sound.” Gad vide om ens ego kan overleve sådan en kommentar?