12. april 2019

Fredagsfiguren – Antitese

Harry Potter og Voldemort. Gorgias og Platon – eller Brøndby og FCK. På søndag er det igen derby-tid, og vi har derfor valgt, at #fredagsfiguren i denne uge er modsætningsfiguren: ‘antitesen’ også kaldt ‘kontrasten’.

Hvid står nemlig skarpere overfor gul, og det gode bliver bedre, hvis man fortæller om den onde rival.

På samme måde vil dit budskab stå skarpere, hvis du stiller det overfor sin modsætning.

Kontrasten er hyppigt brugt i politiske taler. Du kender garanteret historien om de varme hænder overfor de kolde hænder, eller George W. Bush der efter 9/11 sagde: “Either you’re with us or with the terrorists”, eller valgsloganet: “Stauning eller kaos!”. Ved at gøre kontrasten tydelig, står budskabet stærkere.

Når du taler, er der derfor en pointe i at forklare noget, ved at fortælle, hvad dens modsætning er. Især hvis det er noget, vi virkelig ikke vil have, så som kolde hænder, terrorister, kaos – eller et nederlag i opgøret imod de evige ærkerivaler.

Brug kontrasten og skærp dit budskab.