Hvor skal vi begynde for at beskrive dagens stilfigur? Skal vi begynde med dens aktivering af lytteren? Eller måske med det paradoks, at selvom tvivlen tilsyneladende fylder meget, ved taleren godt, hvad hun vil sige?

Dagens stilfigur er aporien. Den kommer i spil, når taleren giver udtryk for at være (mere eller mindre reelt) i tvivl om, hvordan hun skal tilgå et emne eller et dilemma. Aporien kommer ofte til syne som et spørgsmål til publikum, som taleren dog selv svarer på.

Effekten er først og fremmest forstørrende: Hvis en dygtig taler har svært ved at beskrive, hvor godt noget er – så må det være virkelig godt! Men tvivlen aktiverer også publikum (i hvert fald hvis du tør holde en lille pause, efter du introducerer tvivlen!) – de vil nemlig selv sidde og tænke med og prøve at besvare det svære spørgsmål. Fx “Hvor skal jeg begynde, for at beskrive hvor uendeligt meget, jeg elsker min kone?”

Som den kløgtige læser kan se, er spørgsmålet ofte overflødigt. I spørgsmålet om, hvorledes taleren skal beskrive, hvor “uendeligt meget” han eller hun elsker sin udkårne, har vedkommende allerede svaret tilstrækkeligt på spørgsmålet!

Nedenfor bringer vi et kort uddrag af litteraturhistoriens mest berømte apori, nemlig prins Hamlets meget reelle tvivl om og bud på, hvorvidt han skal begå selvmord. Måske du havde regnet ud, at den ville komme pga. billedet. MEN her er en lille udfordring: hvad er der galt med at bringe den berømte monolog sammen med det ikoniske billede? Giv dit bud i kommentarfeltet.

“At være eller ikke, sådan er det – om det er ædlest for et sind at tåle den tøjlesløse skæbnes hvasse skyts eller gå væbnet mod et hav af plager og ende dem med trods. At dø, at sove – så enkelt…” (Shakespeare, Hamlet, akt 3, scene 1, på dansk ved Niels Brunse).