Åh, weekend, tag nu benene på nakken og skynd dig at nå frem, før jeg drukner i arbejde.

Åh, køleskab, hold ud og hold mine øl kolde bare et par timer endnu, så de er læskende, når jeg vælter ind ad døren, tørstig efter humle.

Åh, smagsforstærkere i mine yndlings sour-cream-and-onions, glæd jer til at fylde min mund med jeres smag af weekend, når jeg endelig, endelig kommer hjem.

 

Dagens fredagsfigur er apostrofen. Apostrofe kommer af de to græske ord “apo” (væk fra) og “strephein” (at dreje) og forekommer, når taleren drejer sig væk fra det aktuelle publikum og henvender sig til en anden modtager.

Apostrofen kan bruges til at henvende sig til en person, der ikke er til stede. Det sker fx i Johanne Schmidt-Nielsens 1. maj-tale fra 2016: “Lars Løkke Rasmussen, din prøveperiode er overstået. Og vi siger nej tak til at fortsætte.” (Fælledparken, København).

Men apostrofen bruges i endnu højere grad som et middel til at henvende sig til en abstraktion. Det gør Ivan Malinowski brug af i Åbne digte: “Ja fader vor / Du som er i himlen / Bliv deroppe / Så bliver vi her / Og prøver at begynde forfra”. Og hvis man ikke lige er i det gudsbespottende hjørne, er her en mere neutral og meget berømt én: “Syng os, gudinde, om vreden der greb Peleïden Achilleus” (Homer, Illiaden).

Apostrofen kan også bruges som en henvendelse til et objekt. Her hos Rhetor er vi stødt på en meget smuk apostrofe af den slags. Den kommer her, men kan du gætte, hvor den stammer fra? (Hint: det lyder jo lidt som Shakespeare, men man skal lige ca. 200 år længere frem i litteraturhistorien og bytte et Y-kromosom ud med et X-kromosom…)

“Oh! Stars and clouds and winds, ye are all about to mock me; if ye really pity me, crush sensation and memory; let me become as naught; but if not, depart, depart, and leave me in darkness.”