Du er måske overbevist om, at din chef er Ondskaben selv. Men så er det godt, at Friheden nærmer sig med hastige skridt, hun er nemlig klar til at give dig et kæmpe kram ved fyraften! Alligevel mærker du måske Jalousien stikke sit grimme ansigt frem, fordi de første af dine kolleger allerede er smuttet hjem. 

Hvis du tænker sådan, så har du gjort ondskab menneskelig, frembragt en krop til frihed og givet jalousi et ansigt! Med andre ord — du har personificeret dem. Normalt kan du ikke se ondskaben i egen høje person eller jalousiens ansigtstræk. Men med personifikation bliver alt det, som ellers ikke kan ses eller røres, synligt. Det er stilfiguren, der gør det abstrakte håndgribeligt og konkret.

Når Manden med Leen tropper op til middagsselskabet i Monty Python for at overbevise de skeptiske gæster om at, ja, de er virkelig døde, gør karakteren det ved gentagende at erklære: “I am Death!”. Skikkelsen er netop en personifikation af begrebet ‘død’. 

Men andre, virkelige skikkelser gør også brug af personifikation som USA’s tidligere præsident Lyndon Baines Johnson: “Once again, the heart of America is heavy. The spirit of America weeps for a tragedy that denies the very meaning of our land.” De billedskabende beskrivelser med menneskelige kvaliteter (et bankende hjerte og en sørgende sjæl!) gør USA til en levende, dynamisk enhed for publikum — i stedet for bare en geografisk placering. 

Så hvis du vil gøre det abstrakte mere håndgribeligt, kan du forsøge efter fyraften at kaste dig ud i en personifikation. Indtil da, sørg for ikke at gøre noget i weekenden, der ender med, at lovens lange arm langer ud efter dig.