Fredagsfiguren – Pleonasme
Da min arbejdskollega skulle hente fredagsøl, kørte han forkert. Han blev derfor nødt til at bakke baglæns tilbage ned ad vejen, hvor han kunne krænge bilen rundt i en 180 graders halvcirkel og få køretøjet på rette kurs igen. Jeg så det selv med mine egne øjne.
Denne uges fredagsfigur er pleonasmen – også kaldt dobbeltkonfekt, redundans eller tautologi, som er den faglige betegnelse for et overflødighedshorn af sidestillede udtryk. Kært barn har mange navne, og præcis som med børn kan det godt være problematisk, hvis man kalder dem for mange forskellige ting.
Vi kommer nemlig ofte til at bruge for mange overflødige ord, hvor vi gerne vil være præcise i vores sprog. Ovenstående historie viser, vi nemt overforklarer simple historier, der dermed bliver kryptiske, svære at forstå og måske endda kedelige at høre på.
Når man skriver en tekst, gider folk ikke læse den samme pointe igen og igen og igen… Du skal derfor overveje hver enkelt sætning, og se om den siger noget nyt.
Hvis ikke – så skal den nok i skraldespanden. Denne uges fredagsfigur er en, vi helst vil undgå.
Funfact: Dobbeltkonfekt bliver i Norge kaldt “smør på flesk”.