Han spurgte sin nærmeste leder: “Oh, ansvarsfulde og altid retfærdige leder, du som leder os igennem lavkonjunkturer og som altid finder balancen mellem at være med til personalefesterne uden at blive for fuld eller for kammeratlig; Må jeg ikke nok gå på Facebook, så jeg kan se ugens fredagsfigur?”. Men chefen svarede ham, “Jeg siger dig, så sandt som det er mig, der er betroet ansvaret for virksomhedens ve og vel, din Facebook-aktivitet må du vente med til fyraften!”

Ugens fredagsfigur er sermocinatio, den konstruerede samtale mellem to eller flere aktører. Når man bruger den godt, kan modtager se aktørerne for sig – og dermed den situation eller det problem, taleren prøver at anskueliggøre. Derfor er det også vigtigt at ramme aktørernes ordvalg og tonefald, specielt hvis man bruger figuren i en tale.

“Det har I da ikke klaret så godt med jeres eksempel”, kunne du måske fristes til at sige. Dertil vil vi svare, “Måske ikke, men den højtidelige sprogbrug i vores eksempel peger på et andet element ved sermocinatio: Nemlig, at figuren tit bliver brugt i prædikener” (sermon er da også det engelske navn for en prædiken). Nedenfor bringer vi et uddrag af Johannes Møllehaves prædiken fra januar 2000. Kan du komme på andre gode sermocinatio-eksempler?

“For ham var der ikke noget glædeligt i, at den fortabte [søn] var fundet […] “Her har jeg gået og slidt og slæbt, men mig har du aldrig festet for – og så kommer denne din søn.” Hør hvor han foragter ham: Han vil ikke kalde ham sin bror. Denne din søn, siger han til faderen. […] Hvad sagde faderen? ”Jamen mit barn, du er jo altid hos mig, og alt mit er dit. Men burde vi ikke glæde os, fordi din bror som var død er blevet levende, fordi han der var tabt, er blevet fundet?”