E-bog: 3 genveje til større gennemslagskraft. Tryk her.

Få større gennemslagskraft

Hent e-bogen ‘Bliv hørt! – 3 genveje til større gennemslagskraft’

 

Du modtager samtidigt vores nyhedsbrev med tips og tricks.

Slide-in Gennemslagskraft
22. september 2021

Sådan starter du din præsentation

5 begyndelser, der får dit publikum til at sige: “Wauw!”

Tænk, hvis du kunne få publikums fulde opmærksomhed allerede ved første sætning? 

Når du holder en præsentation, er din begyndelse særlig vigtig. Især hvis du skal lave en præsentation af dig selv, er det ofte førstehåndsindtrykket, der afgør, om publikum lytter eller tjekker deres telefon.

Starten på dit oplæg er her, du sætter stemningen for resten af præsentationen. Start derfor ikke med at kede dit publikum! Falder de først i søvn, er de næsten umulige at vække igen. 

Savner du idéer til at lave en killer-start på din præsentation? Så er du landet det rigtige sted.

Her får du 5 begyndelser, der giver dig en flyvende start på din næste præsentation.

Begyndelse #1: Den kreative præsentation af sig selv

At starte med en præsentation af sig selv er en klassiker – men det kan også hurtigt blive kedeligt, hvis du blot lister dit CV op.

Hvis du begynder præsentationen med en lang opremsning af, hvad du har lavet tidligere, så har du med al tydelighed kommunikeret til dit publikum, at dette oplæg er en fantastisk lejlighed til at snige sin telefon frem af lommen og tjekke mails. Og inden du er kommet halvvejs gennem dine meritter, er publikums opmærksomhedsniveau tæt på frysepunktet. 

Her er i stedet to kreative måder at lave en kreativ præsentation af sig selv:

A) Den selvironiske præsentation

Vi elsker mennesker, der har selvironi. En simpel kreativ måde at præsentere dig selv er at lave en selvironisk præsentation. Det gør du ved at spille med på nogle af de fordomme, der findes omkring din profession. 

Er du softwareingeniør, så fortæl om, hvordan det er at bo i en kælder og gå rundt i underbukser hele dagen. Og er du politiker, så giv et eksempel på, hvor god du er til at tale flydende “politiker-sprog”. Uanset om du er skolelærer eller topchef, er der helt sikkert nogle velkendte stereotyper, som du kan bruge. 

Den selvironiske præsentation sætter dig selv i øjenhøjde med dit publikum. Du fremstår mere imødekommende og får måske aflivet et par fordomme om din profession – og så får du forhåbentlig tilmed vristet et par grin ud af dit publikum.

B) Historien om dig selv

Præsenter dig selv ved at fortælle en historie om, hvem du er, hvor du kommer fra, og hvorfor du fortæller om dette emne i dag. 

Den menneskelige hjerne elsker historier, og en personlig fortælling siger langt mere om din person, end dit CV gør. 

Den gode historie tager udgangspunkt i en konkret hændelse i dit liv, der fik dig til at se verden på en ny måde. Der er det manuskriptforfattere kalder for “et vendepunkt”.

Har du brug for inspiration, så se Susan Cains mesterlige begyndelse på sin TedTalk om livet som introvert.

Begyndelse #2: Fang publikum med en krog

Personlig kreativ præsentation af sig selv.

En god begyndelse formår at fange vores opmærksomhed med det samme. Overrask derfor dit publikum med noget, som de ikke forventer at høre. Det kalder man at åbne med “en hook”. Publikum bliver fanget og er nødt til at høre resten af dit oplæg.

Her er tre måder du kan “sætte en krog” i dit publikum. 

A) Du kan for eksempel starte med et provokerende statement:

“Når I har hørt mit oplæg, vil I aldrig mere købe nyt tøj!” Et provokerende statement sætter strøm til dit publikum nysgerrighed: “Hvad mon hun vil sige nu?

B) Du kan også lægge ud med en vild statistik eller et overraskende tal:

“Vi bor 508 millioner mennesker i EU. Og tilsammen bruger vi 20 % af verdens resurser. Det er en femtedel af verdens resurser.” (Greta Thunbergs tale ved Klimamarchen 2019)

C) En tredje metode er at åbne med et retorisk spørgsmål:

“Shall we give up on it? Or shall we get on with it?” (Tony Blair efter to valgperioder ved magten) 

Retoriske spørgsmål er fantastiske til at fange publikums opmærksomhed, men du kan også bruge de retoriske spørgsmål til at skabe overblik over din tale eller forsvare dig imod kritik. Se mere i denne video.

Begyndelse #3: Drømmescenariet

hvordan præsentere man sig selv

Begynd din præsentation med at tale direkte til det, som dit publikum drømmer allermest om.

Teknikken går ud på at bruge starten af din præsentation til at tale om enten 1) noget, som dit publikum gerne vil opnå, eller 2) et problem, de vil undgå.

Du kan fx bruge disse sætningsindledere:

  • Hvad nu hvis…
  • Forestil dig …
  • Tænk hvis …

Her er nogle eksempler: 

  • “Hvad nu hvis vi kunne øge vores medlemstal uden at skulle bruge flere penge på markedsføring?” 
  • “Forestil dig, at jeres lønadministration kun tog 5 minutter”
  • “Tænk, hvis du kunne få publikums fulde opmærksomhed allerede ved første sætning?” (Måske genkender du denne? 😉 )

Begyndelse #4: Få dit publikum til at sige ja

Sådan laver man en sjov og kreativ præsentation af sig selv

Hvis du kan få dit publikum til at udbryde: “ja!”, så har du for alvor fanget dem. 

Metoden går ud på at stille spørgsmål, der får dine tilhørere til at side og nikke til det problem eller budskab, som din præsentation handler om. 

Publikum skal tænke: “Ja, det har jeg også tænkt på”, “ja, det vil jeg også gerne”, “ja, den følelse kender jeg godt” osv. 

Sådan gør du.

Begynd din præsentation med spørgsmål som:

  • Har du oplevet … ? 
  • Kender du det … ?
  • Synes du også at … ?

Denne begyndelse er ofte brugt ved politiske kamptaler eller ved demonstrationstaler, hvor der virkelig skal fyres op under publikum. Måske du skulle prøve den til næste afdelingsmøde?

Begyndelse #5: Henvend dig direkte til publikum

Start med en kort præsentation af sig selv

Ved præsentationer er fokus ofte på taleren – altså dig. Men prøv i stedet af starte din præsentation med at bringe dine tilhørere på banen. Det kan du gøre ved at henvende dig direkte til dem eller aktivere dem fysisk. 

Her er to eksempler:

En tidligere transportminister begyndte sin tale med en håndsoprækning: “Hvor mange af jer tog et offentligt transportmiddel hertil?”

Eller som fysioterapeuternes formand, der i starten af et oplæg bad publikum om at massere de foransiddende på skuldrene og danne bølge. 

Hvordan præsenterer man sig selv på den bedste måde?

En stærk præsentation af dig selv behøver hverken være lang eller poleret som en pressemeddelelse.

Tværtimod.

Det mest effektive er ofte det korte, det menneskelige og det relevante. Når du giver dit publikum en lille bid af, hvem du er – gennem humor, en personlig erfaring eller en historie – gør du dig selv både mere interessant og mere troværdig. Tænk på det som at åbne en dør på klem: du viser lige nok til, at folk får lyst til at høre mere. Og det er præcis der, din præsentation begynder at virke.

… Og hvordan fortsætter du så din præsentation?

Du har forhåbentlig nu en idé til en stærk start, der fanger publikums opmærksomhed. Men hvordan fortsætter du herfra? 

Hvordan introducerer du dit hovedbudskab? Skaber kontakt med publikum og velvilje omkring din sag?

Her ville det være rigtig sælger-agtigt at foreslå dig at deltage på et af vores kurser i retorik … så dét gør vi! (Der skal jo smør på brødet)

Du kan fx tilmelde dig vores kursus i retorik. Her bliver du klædt på til at engagere mennesker i din sag. På kurset arbejder vi blandt andet med, hvordan du:

  • bygger overbevisende præsentationer og oplæg med retoriske teknikker
  • skruer op for din egen engagementknap – og “kommer ud over rampen”
  • bruger din krop og stemme til at understøtte dine budskaber

Læs mere her: ‘Kursus i retorik’.

Hvis du synes, det er lige tidlig nok i vores relation at hive firmakortet frem, så download i stedet vores e-bog om gennemslagskraft. Her finder du ud af, hvorfor folk ikke lytter – og hvad du kan gøre ved det!