Under en valgperiode bombarderes vi med kampmetaforer af journalister og politiske kommentatorer. Det er gennem dem, journalisterne på dramatisk vis fortæller os, hvor vigtigt et valg vi står overfor.

Du kan sikkert genkende overskrifterne: “Rød blok sejrer i meningsmålingerne”, “Rød bloks interne slagsmål”. Eller som Politiken skrev den anden dag i en artikel om kandidaterne i hovedstaden: “Slaget om København”, og i bedste James Bond versus Dr. No-stil: “Her er valgkampens 10 vigtigste personopgør”.

En valgkamp er gennem kampmetaforerne beskrevet som to lejre, der bekriger hinanden. En valgkamp er med andre ord sejr for nogen og nederlag for andre.

Men måske handler en valgperiode ikke kun om, hvem der vinder debatterne? Og måske skal man passe på med at bruge disse kampmetaforer til at beskrive den politiske dialog? For debatterne er nemlig ikke sort-hvide, men en glidende overgang mellem de to yderligheder. Og det er vigtigt, vi husker nuancerne.

Sort-hvide metaforer

Metaforer er talemåder, der kan sætte liv i dit sprog, men ved at bruge dem om en valgkamp, risikerer du at rammesætte den forkert. Politikerne kan godt debattere emner, hvor de i høj grad er enige, men fordi valgperioden er beskrevet som en kampplads, er det nødvendigt for os at finde en vinder og en taber.

Det betyder, at analytikere af den politiske debat laver en glidende tackling på eget sprog ved at sætte en kampmetafor på noget, der også kan beskrives som en politisk dialog. Kampmetaforen er nemlig unuanceret, og en udtalelse fra den ene fløj bliver pludselig beskrevet som et angreb.

Lad os forklare!

Efter valgkampens første TV-dueller i går d. 7. maj, står der på TV2: “De 13 partiledere var tirsdag aften i verbal infight”. I analysen bliver der sagt om Wammen, at han var med “uden at tabe point”, og ord som “gennemslagskraft”, “afvæbne”, “vinde” og “tabe” fylder i TV2’s analyse. På den måde bliver analysen af debatten forklaret i absolutter – selvom de måske var enige på en lang række områder.

Samme billede tegnede sig efter Lars Løkke og Mette Frederiksens første direkte duel på dansk tv i 21nyhederne på DR1 d. 31. Marts. Dagen efter skrev Berlingske: “Lars Løkke vandt første duel”, og i artiklen starter de med spørgsmålet: “Hvad blev resultatet?” og skriver efterfølgende, at“Lars Løkke fik sat et overraskende stærkt angreb ind på Mette Frederiksen” og “Lars Løkke havde alt at vinde”.

Analyserne præges af de kampmetaforer, der bliver brugt. Hvem fik flest slag sat ind? Hvordan blev modstanderen afvæbnet? Hvem vandt?

Det er netop de spørgsmål, der skaber problemer.

Det vores påstand, at kampmetaforen reducerer den politiske analyse til et spørgsmål om, hvor de forskellige partier er uenige, fremfor at kigge på hvor de er enige. Man kan ikke måle ords betydning kvantitativt, hvilket kampmetaforen gerne vil. Kampmetaforen kræver nemlig en vurdering af, hvem der fik kastet det tungeste skyts.

Vi skal derfor passe på kampmetaforen, hvis vi vil have flere nuancer i den politiske analyse. De er nemlig mere styrende for vores holdning, end vi lige går og tror. Og måske endda styrende for politikkernes fokus på mudderkastning? Skal de i medierne dagen efter, handler det nemlig om at skille sig ud.

En af retorikkens grand old men, Kenneth Burke, sagde, at vi ikke styrer sproget mere, end sproget styrer os. Et faktum der også gælder her.

Dét man dog kan bruge krigsmetaforen til, er rammesætningen af den tid, vi går i møde – for det er en værdidialog, der synes vigtigere end nogensinde før.