ebog

E-bog: Derfor lytter de ikke! Tryk her.

Derfor lytter de ikke!

Hent e-bogen ‘Derfor lytter de ikke! – 3 genveje til større gennemslagskraft’

Du modtager samtidigt vores nyhedsbrev med tips og tricks. Afmeld dig igen med et klik.

Slide-in Gennemslagskraft
20. april 2021

Videotaler #3 – Styrk dit virtuelle kropssprog

Skrevet af Maria Bachara og Rhetor – rådgivende retorikere

Cicero og videotaler

For mere end 2000 år siden sagde Cicero, at den største del af en tale må sættes ind på at påvirke publikums følelser. Det er ikke mindre sandt i dag. Der er særligt vores kropsprog, vi bruger, når vi skal motivere, engagere og sætte vores publikum i den rette stemning. Men netop vores krop er et svært sprog at praktisere, når man holder videotale.

I første omgang handler det om, at du som taler finder ud af, hvor meget af din krop, der er synlig for publikum. Næste skridt handler om, at du lærer at bruge denne del af din krop på en tydelig og bevidst måde. Læs med her, og find ud af, hvordan du bedst tilpasser dit kropssprog til videotalen. 

Vågen Kat Gafler Musen

Hvad har en kat og en mus med kropssprog at gøre? Svaret kommer om lidt. I videotalen er man nemlig ofte underlagt et begrænsende pasfotoformat, hvor kun en del af dit kropssprog er synligt. Dine ben er skåret af, din gestik erstattes af et par fingerspidser, der titter frem i ny og næ, og din mimik er svær at aflæse. Men frygt ej – det par simple tricks hjælper dig godt på vej, når du skal brænde igennem på skærmen. 

Når du skal holde videotale, skal du huske på disse fire ting: vinkel, krop, gestik og mimik – ellers kan denne sætning måske hjælpe dig: ”Vågen kat gafler musen”.

  • Vinkel. Når du holder videotale, skal du være opmærksom på at filme i den rette vinkel. Uanset hvad du bruger til at optage din videotale, skal det op i øjenhøjde. Hvis du bruger din computer, kan du fx lægge nogle bøger under, således at linsen er på niveau med dine øjne. Sådan undgår du desuden frøperspektivets dobbelthage.
  • Krop. Hvis det er muligt for dig at stille dig op og være i fuld figur, er det at foretrække. Det giver dig større bevægelighed, og du kan bedre bruge dit kropssprog til at fremstå energisk og engageret. Det kan også være smart at stille dig op, selvom dit publikum ikke kan se hele din krop. Det giver en større kraft og forbedrer din stemme, så du lettere kan formulere dig klart og  tydeligt.
  • Gestik. For at bruge dine hænder og arme til at skabe liv og indlevelse, kan du rykke en halv til en hel meter væk fra kameraet. Uanset, om du sidder ned eller står op, vil afstanden til skærmen give dig mulighed for anvende en gestik, der understøtter dit budskab. I videotalen skal man dog være opmærksom på, at skærmbilledet til tider er forsinket. Derfor skal tempoet for ens bevægelser også sænkes. Brug rolige og faste bevægelser, og husk at sætte brille og hår inden afgang, så du ikke skal rette på det undervejs.
  • Mimik. Øjenkontakt og smil er to ting, der er helt essentielle, når du som taler vil udstråle nærvær. Smilet dufter af imødekommenhed, og en god øjenkontakt vækker forpligtelse og interesse hos dit publikum. I nogle situationer kan du som taler se dig selv på skærmen. I disse situationer skal du passe på, at du ikke kigger dig selv i øjnene frem for dit publikum. Hvis du har muligheden, kan du lukke for dit eget skærmbillede, så du ikke kan se dig selv. Det giver mulighed for at se på det publikum, du forsøger at overbevise med dit budskab. Øv dig også i at kigge ind i linsen. På den måde vil dit publikum opleve, at du kigger på dem.

Er du i gang med at forberede en videotale? Læs vores 7 råd til vidunderlige videotaler inden du stiller dig foran kameraet.

Brænd igennem med dit budskab

Skal du holde en vigtig tale? Træn sammen med en professionel retoriker og hold den tale, som publikum husker længe efter. Sammen retter vi dit taleudkast til og træner din fremførelsen. Læs her, hvordan vi kan hjælpe dig.